Everdrup Kirke

Nete Ertner Rasmussen

Året, hvor reformationen fejres

I år er det 500 år siden at de protestantiske kirker blev født. Den kristne kirke havde allerede i godt 500 år været delt i en vestlig og en østlig del. Den vestlige kirke havde paven som overhoved, og han boede i Rom. Men alt var ikke bare godt og rigtigt i kirken. Kirken var en stormagt, og det skete, at både præster, biskopper og paver misbrugte deres magt i større eller mindre grad. Der var konstant bevægelser inden for kirken, som søgte at stoppe disse misbrug og få kirken til at følge i Jesu fodspor, så den tjente mennesker i stedet for at herske over dem.

Martin Luther var en af dem, som talte imod kirkens misbrug af dens stilling. Han var munk og præst i Tyskland og mente, at kirken var kommet langt væk fra sin opgave som Jesu efterfølger og folkets tjener. Kirken pegede ikke mere hen mod Kristus, men snarere på sig selv, og det ønskede han at ændre.

Paven afviste ham og svarede igen med at lyse Luther i band, dvs. sætte han uden for fællesskabet i kirken. Luther og hans venner så ingen anden udvej end at bryde med kirken og starte deres egne kirkesamfund og den lutherske kirke kom til verden - ligesom flere andre.

I de nye kirker lagde man vægt på, at Bibelen skulle læses på folks eget sprog og der blev skrevet en masse salmer, så alle kunne synge med og forstå, hvad der blev talt og sunget om. Luther selv skrev en del salmer, og de er lige så aktuelle i dag som de var for 500 år siden.

Dengang for 500 år siden kom noget nyt til verden, men det betød også, at der blev sat skel mellem kirkesamfund. Disse skel bliver mindre i vores tid. Den lutherske kirke er ikke den samme i dag som på Luthers tid, og den katolske kirke er heller ikke. I dag slås vi ikke mere, vi mødes, vi beder sammen, vi har den samme trosbekendelse, den samme Herre. Vi er brødre og søstre med den samme tro, men med forskellige måder at holde gudstjeneste på. Vi holder af hinanden, og en dag skal vi også være sammen i Guds rige i al evighed.

 

 

 

 

Overenskomstansat præst Ingrid Sofie Rosengren

Taknemmelighed

Her i høsttiden, hvor der holdes høstgudstjenester landet over, er taknemmelighed et oplagt tema. Og der er ingen tvivl om, at hvis man kan være taknemmelig, så bliver livet også større. Det åbner sig ligesom en anden dimension end bare at overleve fra dag til dag. Men man kan jo ikke være taknemmelig på kommando. Det er der ingen, der kan. Man kan selvfølgelig lære at sige tak på kommando. Det har vi nok alle sammen lært i et eller andet omfang: Tak for mad. Tak for i dag. Tak for de varme sokker i den bløde pakke juleaften. Tak i lige måde. Tak for kaffe. Osv.

Tak kan man sige på mange måder. Det er stemme og mimik, der viser, om vi mener det, om vi virkelig er glade og taknemmelige. Om vi faktisk har sat pris på gaven eller samværet. For tak kan også betyde: Nu skal du holde op med at snakke! Eller: Nu er jeg den der er gået, for du er ikke til at holde ud. Farvel og tak! Og ”Tak for kaffe!” betyder jo i dag også en forarget afstandtagen til et fællesskab eller en holdning.

Før i tiden lagde man vægt på at opdrage børn til at være taknemmelige. I dag lægger vi mere vægt på, at opdrage børn til at mærke, hvad de faktisk føler. Og alligevel vil vi jo gerne have, at de også lærer at tage hensyn til andre – og hvordan andre har det. Det er en svær balance. Hvis det lykkes både at mærke sine egne ægte følelser og det andet menneskes – så er der mulighed for et virkeligt møde mellem to. Og det kan føre til ægte taknemmelighed. For at møde den anden og stadig være sig selv, det er et af de steder i vores liv, hvor vi kommer tæt på mysteriet, på tilværelsens inderste kerne. Sådan er et godt venskab. Et godt ægteskab. Og et godt forhold mellem lærer og elev. To, der kan mødes i deres forskellighed og bidrage med noget forskelligt til et fælles møde.

For de fleste af os, er taknemmelighed nok noget, der opstår i livets mellemrum. Når vi lige stopper op og trækker vejret. Hvis vi får øje på en særlig smuk himmel. Eller mærker den første frost, eller den første forårsduft i luften. Når vi sidder i ro og pludselig rigtig ser, hvor smukke og dejlige vores børn eller børnebørn er. I de små flygtige pauser i hverdagen, hvor det sker – ligesom umærkeligt – at vi bliver bevidste om, at der er så meget godt i vores liv, som bare kommer til os. Og dér kan den komme ind – taknemmeligheden. Så er den vores egen, ikke noget vi bliver påduttet af andre. Så er den en sag mellem os og Gud. Et ægte møde med mysteriet.

Ingrid Rosengren, sognepræst

cookie information