Everdrup Kirke

Kristentøj

”Kristentøj” – hvad er nu det for noget?

Af Sognepræst Eva Melhof

I nogle kredse tales om ”flugt fra kirken”, altså at folk melder sig ud i stimer, men der kommer så sandelig også mange nye til, både børn og voksne. Barnedåben er bestemt ikke gået af mode. Og til barnedåb hører dåbskjoler. Lad os dykke lidt ned i det med dåbskjoler. 

I gamle dage talte man slet ikke om dåbskjoler, i stedet talte man om dåbstøj eller kristentøj.

Kristentøjet var lange kjortler, som dåbskandidaten fik på i stedet for sit eget tøj.

Dåbsklædningen var hvid; hvid for at symbolisere renhed og frelse. De lange hvide kjortler var til voksne dåbskandidater, for det var jo kun voksne, der blev døbt. Sådan var det de første århundreder i kirkens historie, men som tiden gik, blev det efterhånden almindeligt at døbe de små børn. Faktisk var det sådan, at de nyfødte helst skulle døbes første eller anden søndag efter fødslen, for som nyfødt var man særligt udsat for Djævelens angreb, og den bedste beskyttelse mod det onde lå i dåben.

I den katolske tid – altså tiden op til Martin Luther og reformationen i 1500-tallet – var de små dåbsbørn, lige som de voksne dåbskandidater, også klædt i hvidt, dog ikke i en lang kjole, men i en hvid hue og en hvid trøje - begge dele lavet af uld. Tøjet, som blev kaldt ”kristentøj”, fik de på lige efter dåben, hvad de sikkert også trængte til, al den stund kirkerummet var uopvarmet, og vandet, som de blev dykket ned under tre gange, var iskoldt, for det blev nemlig kun skiftet én gang om året. Når den lille var blevet døbt, sagde præsten: ”Modtag den hellige hvide hue og den ubesmittede klædning, som du skal bære den for Kristi domstol”. Præstens ord vidner om, at hue og trøje havde rigtig stor betydning i dåbsritualet. Derfor havde man også en ”huemor” eller ”huekone”, hvis opgave det var, at binde huen af og på ved dåben. Huen var simpelthen en del af ritualet.

Men tiden gik, og moden skiftede. I tiden efter reformationen kom det på mode at skifte det hvide dåbstøj ud med meget farvestrålende dragter. Nu kaldte man tøjet for ”kristenposer” eller ”dåbsposer”, og en pose det var det sandelig. Posen havde ofte en lille lomme. Og her kunne fadderne give barnet små gaver. Der kunne ligge både brød, salt og penge i lommen. Brød for at barnet aldrig skulle komme til at sulte, penge for at barnet aldrig skulle komme til at mangle noget, og salt for at barnet skulle være beskyttet mod alskens ondskab. Dåbsposen var som regel helt rød, for rødt, mente man, beskyttede mod onde ånder.

Så skiftede moden igen, og fra 1800-tallet og frem kommer det hvide dåbstøj igen på mode, nemlig som den dåbskjole vi i dag kender så godt: hvide kjoler med blå eller lyserøde bånd, lyserødt for piger og blåt for drenge, blåt som står for troskab og bestandighed, og rødt for ømhed og kærlighed. Fine hvide kjoler og ofte med smukt broderede navne og dåbsdatoer. Hvornår det så bliver skik og brug med andet end disse hvide, lange kjoler, det vil tiden vise. Kun ganske få gange gennem de 30 år, jeg har været præst, har de små pus båret andet end kjolerne i hvidt – som regel fordi børnene har været mange uger og måneder ældre end den, som bar dåbskjolen første gang. 

Uanset dåbstøjets udseende, uanset skik og brug, ja, så er indholdet af dåben og dåbens betydning den samme op igennem historien, men det må vi tage en anden god gang.

 
 
 
 

Ned og op med Gud

Dåben giver håb, når vi er ”nede.”

”At være nede”, det udtryk er ikke svært at forstå! Når vi er ”nede”, har vi det ikke godt. Vi kan være nede med stress. Vi kan være langt nede. Eller lidt nede. Der er forskellige grader af at være nede. Men det er generelt en beskrivelse af en sindstilstand, hvor vi oplever tristhed, afmagt og manglende lyst til og mod på livet. Lidt eller meget. Nogle gange ved vi godt, at det snart går over. Andre gange føles det, som om det aldrig vil gå over. Vi har ramt bunden, og dér bliver vi.

Det modsatte af at være ”nede” er at være ”oven på” eller ”på toppen”. Eller at have en ”optur”. Når vi kommer op, efter at have været nede, er det en befriende følelse. Glæden bobler, vi er fulde af taknemmelighed over livet, fulde af nyt mod og virketrang. Mere almindelig er måske en mere stille følelse af, at være på vej op – men med tilbagefald til at være lidt nede.

Hvis vi nu tilføjer vand til de her ord om at være nede og være på vej op eller være ”ovenpå”. Så kan vi måske se et billede for os: Et billede af et menneske, der dykker eller synker længere og længere ned. Og så kommer op igen, langsomt, men sikkert mod overfladen, mod lyset, bryder gennem og kommer op i solen, trækker vejret dybt og er som genfødt. 

At dykke eller synke er både skræmmende og forfriskende. At komme op og trække vejret oven vande er under alle omstændigheder målet: Genfødsel, liv og ånde, nye muligheder.

Og meningen med dåben, som er kirkens vigtigste ritual, er at dykke ned, at synke, i tillid til at Gud vil lade os komme op igen til nyt liv. 

Dåben har ofte været ensbetydende med at blive dukket eller dyppet helt ned under vand. I dag bliver voksne og børn døbt med tre håndfulde vand over hovedet. Men meningen er den samme: At komme helt ned og vende. Ikke alene - men sammen med Gud. Ligesom Jesus døde og opstod for os, sådan bliver hver enkelt af os ført ned og op igen af Gud selv, når vi bliver døbt. For at vi livet igennem kan gentage den bevægelse, når vi har brug for det. Hver gang vi er nede, tror vi, at Gud er med os der ”nede”. Og vil føre os op igen. Der er håb. Der er håb både når vi er blevet dukket af andre eller af uheldige livsomstændigheder. Og når vi selv ved egen skyld har bragt os i en situation, hvor vi er gået til bunds. Håb om genfødsel, ny begyndelse, tilgivelse.

Dåben er det ritual, hvor vi bliver kristne og medlem af kirken. Dåben er begyndelsen på et liv med håbet som fortegn. Håbet gælder det evige liv, og det gælder livet på jorden. Livet på jorden bliver for den døbte et liv som en af Jesu disciple – hans elever eller lærlinge. 

At være døbt er derfor også at være på vej. På vej til mere indsigt i Jesu måde at være i verden på. At øve sig i at leve efter hans ord og at være i kærlighedens fællesskab med alle de andre som er på samme vej, ja, med alle mennesker.

Det, er det, vi øver os i sammen i kirken. Både om søndagen, når vi kommer til gudstjeneste og på hverdage, hvor vi også kan mødes i kirken eller andre steder og bede sammen, synge salmer, tale om troen og om, hvordan vi kan organisere kirken, så endnu flere mennesker kan blive døbt og lære, hvad dåben betyder for vores fælles liv som kristne og som mennesker.

Sognepræst Ingrid Rosengren

cookie information