Everdrup Kirke

Kyndelmisse

Sognepræst Susanne Rousing

Kyndelmisse er en fordanskning af det latinske Missa Candelarum, som betyder gudstjeneste for lysene

I middelalderen var det en festdag, hvor man indviede de stearinlys, som året igennem skulle bruges i kirken. Festen blev også kaldt Marias renselsesdag til minde om, at Jomfru Maria 40 dage efter fødslen vendte tilbage til templet for at blive renset og genoptaget i fællesskabet.

Ved helligdagsreformen 1770 afskaffede Struensee-regeringen helligdagen. Den har ikke siden været en officiel højtidsdag i den folkekirkelige kalender, men mange kirker er i de senere år begyndt at fejre Kyndelmisse igen med koncerter eller gudstjenester. Traditionen er måske på vej tilbage som en lysgudstjeneste ved midvinter, der handler om Jesus som Guds lys, der sejrer over mørkets magter.

Det er en af de små højtidsdage, som vinder frem i disse år. Det er i mange tilfælde de gamle kristne mærkedage, som i en årrække har levet en anonym tilværelse, men nu er stærkt på vej tilbage i den danske folkekirke. 
Måske fordi der er brug for lidt mere fest i hverdagen. Og måske fordi disse mærkedage appellerer til nogle af de folkekirkemedlemmer, som ikke slider kirkebænke hver søndag. Og endelig fordi disse særlige gudstjenester har en indbygget åbenhed over for andre formidlingsformer end ordets forkyndelse. De små højtidsdage er blevet et nyt mødested mellem folk og kirke. I en kirkelig markering af lysenes fest er det oplagt ikke alene at tale om lyset, der er stærkere end mørket, eller om Jesus Kristus som det sande lys, der er kommet til verden, men samtidig lade den til tider lidt fortærskede lys-mørke-metafor opleves sanseligt ved helt overdrevent mange lys i et ellers mørkt kirkerum. 
Jesus kalder os lysets børn, så kan vi tænke på, at dåben er det sted, hvor den døbte bliver et af lysets børn. Vi kan fejre en af kirkens små, nyopdagede højtider som et lyspunkt, mens det stadig er på den mørke årstid.

 
 
 
 

Ned og op med Gud

Dåben giver håb, når vi er ”nede.”

”At være nede”, det udtryk er ikke svært at forstå! Når vi er ”nede”, har vi det ikke godt. Vi kan være nede med stress. Vi kan være langt nede. Eller lidt nede. Der er forskellige grader af at være nede. Men det er generelt en beskrivelse af en sindstilstand, hvor vi oplever tristhed, afmagt og manglende lyst til og mod på livet. Lidt eller meget. Nogle gange ved vi godt, at det snart går over. Andre gange føles det, som om det aldrig vil gå over. Vi har ramt bunden, og dér bliver vi.

Det modsatte af at være ”nede” er at være ”oven på” eller ”på toppen”. Eller at have en ”optur”. Når vi kommer op, efter at have været nede, er det en befriende følelse. Glæden bobler, vi er fulde af taknemmelighed over livet, fulde af nyt mod og virketrang. Mere almindelig er måske en mere stille følelse af, at være på vej op – men med tilbagefald til at være lidt nede.

Hvis vi nu tilføjer vand til de her ord om at være nede og være på vej op eller være ”ovenpå”. Så kan vi måske se et billede for os: Et billede af et menneske, der dykker eller synker længere og længere ned. Og så kommer op igen, langsomt, men sikkert mod overfladen, mod lyset, bryder gennem og kommer op i solen, trækker vejret dybt og er som genfødt. 

At dykke eller synke er både skræmmende og forfriskende. At komme op og trække vejret oven vande er under alle omstændigheder målet: Genfødsel, liv og ånde, nye muligheder.

Og meningen med dåben, som er kirkens vigtigste ritual, er at dykke ned, at synke, i tillid til at Gud vil lade os komme op igen til nyt liv. 

Dåben har ofte været ensbetydende med at blive dukket eller dyppet helt ned under vand. I dag bliver voksne og børn døbt med tre håndfulde vand over hovedet. Men meningen er den samme: At komme helt ned og vende. Ikke alene - men sammen med Gud. Ligesom Jesus døde og opstod for os, sådan bliver hver enkelt af os ført ned og op igen af Gud selv, når vi bliver døbt. For at vi livet igennem kan gentage den bevægelse, når vi har brug for det. Hver gang vi er nede, tror vi, at Gud er med os der ”nede”. Og vil føre os op igen. Der er håb. Der er håb både når vi er blevet dukket af andre eller af uheldige livsomstændigheder. Og når vi selv ved egen skyld har bragt os i en situation, hvor vi er gået til bunds. Håb om genfødsel, ny begyndelse, tilgivelse.

Dåben er det ritual, hvor vi bliver kristne og medlem af kirken. Dåben er begyndelsen på et liv med håbet som fortegn. Håbet gælder det evige liv, og det gælder livet på jorden. Livet på jorden bliver for den døbte et liv som en af Jesu disciple – hans elever eller lærlinge. 

At være døbt er derfor også at være på vej. På vej til mere indsigt i Jesu måde at være i verden på. At øve sig i at leve efter hans ord og at være i kærlighedens fællesskab med alle de andre som er på samme vej, ja, med alle mennesker.

Det, er det, vi øver os i sammen i kirken. Både om søndagen, når vi kommer til gudstjeneste og på hverdage, hvor vi også kan mødes i kirken eller andre steder og bede sammen, synge salmer, tale om troen og om, hvordan vi kan organisere kirken, så endnu flere mennesker kan blive døbt og lære, hvad dåben betyder for vores fælles liv som kristne og som mennesker.

Sognepræst Ingrid Rosengren

cookie information