Everdrup Kirke

Kyndelmisse

Sognepræst Susanne Rousing

Kyndelmisse er en fordanskning af det latinske Missa Candelarum, som betyder gudstjeneste for lysene

I middelalderen var det en festdag, hvor man indviede de stearinlys, som året igennem skulle bruges i kirken. Festen blev også kaldt Marias renselsesdag til minde om, at Jomfru Maria 40 dage efter fødslen vendte tilbage til templet for at blive renset og genoptaget i fællesskabet.

Ved helligdagsreformen 1770 afskaffede Struensee-regeringen helligdagen. Den har ikke siden været en officiel højtidsdag i den folkekirkelige kalender, men mange kirker er i de senere år begyndt at fejre Kyndelmisse igen med koncerter eller gudstjenester. Traditionen er måske på vej tilbage som en lysgudstjeneste ved midvinter, der handler om Jesus som Guds lys, der sejrer over mørkets magter.

Det er en af de små højtidsdage, som vinder frem i disse år. Det er i mange tilfælde de gamle kristne mærkedage, som i en årrække har levet en anonym tilværelse, men nu er stærkt på vej tilbage i den danske folkekirke. 
Måske fordi der er brug for lidt mere fest i hverdagen. Og måske fordi disse mærkedage appellerer til nogle af de folkekirkemedlemmer, som ikke slider kirkebænke hver søndag. Og endelig fordi disse særlige gudstjenester har en indbygget åbenhed over for andre formidlingsformer end ordets forkyndelse. De små højtidsdage er blevet et nyt mødested mellem folk og kirke. I en kirkelig markering af lysenes fest er det oplagt ikke alene at tale om lyset, der er stærkere end mørket, eller om Jesus Kristus som det sande lys, der er kommet til verden, men samtidig lade den til tider lidt fortærskede lys-mørke-metafor opleves sanseligt ved helt overdrevent mange lys i et ellers mørkt kirkerum. 
Jesus kalder os lysets børn, så kan vi tænke på, at dåben er det sted, hvor den døbte bliver et af lysets børn. Vi kan fejre en af kirkens små, nyopdagede højtider som et lyspunkt, mens det stadig er på den mørke årstid.

 
 
 
 

Meditation i kirken

Sognepræst Ingrid Sofie Rosengren

Vi holder meditationsgudstjenester i kirken her hos os, sådan som man gør i mange sogne i Folkekirken rundt omkring i landet. Når man første gang hører om meditation, mindfulness eller måske ligefrem yoga i kirken, kan det give anledning til undren og spørgsmål. Er det den alternative religiøsitet fra østens kulturer, der er ved at overtage Folkekirken? Og hvad skal det gøre godt for? Vi har jo vores Fadervor og den gudstjeneste, vi kender i vores egen kristne tradition.

Ja. Vi har vores egen kristne tradition. Og faktisk findes der en kristen tradition for den måde at bede på, som meditation er. Den går tilbage til apostlen Paulus, som opfordrede de kristne til at ”bede uden ophør” og til de såkaldte ørkenfædre, som trak sig tilbage til ødemarken for at leve i bøn og rådgive de mennesker, der kom ud til dem for at søge sjælesorg.

Den tradition tager vi op igen i vores tid, hvor mange mennesker søger efter ro og et fast holdepunkt i en stresset hverdag. For meditation kan give ro og hvile til sind og krop. Samtidig er meditation en måde vi kan skabe rum i os selv på til at komme dybere ind i troens verden og måske komme Gud nærmere. Vores kristne tro kan vinde større betydning i vores indre liv og i vores måde at leve på.

Men hvad er meditation da? Ja, meditation er ikke blot at slappe af på sofaen og lade tankerne flyve. Man kan godt meditere liggende, og afspænding af kroppen er en god indgang til meditation. Men blot at lade tankerne flyve kan føre til grublen over ens mange bekymringer, kedsomhed og i virkeligheden til mere stress. For at der er tale om meditation, skal vi fokusere på noget. Det samler opmærksomheden og giver ro. Vi kan fokusere på åndedrættet eller hjertet. Vi kan fokusere på musik eller ord – helst ikke for mange, for så begynder en tankerække, og vi bliver adspredte. Meditation kan også være visualisering af fx en bibelhistorie. 

Så langt ligner meditation i kirken eller kristen meditation teknikker som fx mindfulness, hvor man også skal samle sindet og fokusere. Men der skal en ekstra dimension til, før vores meditation bliver kristen. Før de teknikker, vi evt. låner fra andre traditioner som fx mindfulness, kan bruges i kirken. Det, vi vælger at fokusere på i meditationen, skal vise os hen til den Gud, vi tror på. Den Gud, der selv kommer til os i mennesket Jesus, i ordene om ham. Det er et møde med ham, vi forbereder os på i meditation i kirken. 

Kan man da møde Gud i meditationen? Ja, men der er ingen teknik eller fokusering, der kan frembringe et møde med Gud. Det er kun en forberedelse, en åbning, en lydhørhed. Gud kommer til os, når han selv vil. Derfor er meditationen også et udtryk for håb og tro. Vi overgiver os i virkeligheden til en andens nåde, til Gud, som måske – måske ikke giver sig til kende for os i stilheden. På en måde kan alt ske, og selvom meditation ser passivt ud, er det en rejse ind i et ukendt land. Her er det godt at gå sammen med nogen, fx ved en meditationsgudstjeneste. Og det er godt at vide, at den Gud vi venter på, er den samme som ham, der har givet sig selv til os som det lille barn i krybben. Ham som allerede, dengang vi blev døbt, har lovet at være med os alle dage indtil verdens ende.

Når vi holder os det for øje, så er meditation kristen bøn. 

Sognepræst Ingrid Rosengren

cookie information