Everdrup Kirke

Nete Ertner Rasmussen

Kirkeåret går på hæld

Så nærmer vi os årets afslutning - kirkeårets afslutning altså. Kirkens år begynder nemlig med advent som er optakten til Jesu fødsel. Det ville jo være mærkeligt, at vi begyndte året med, at Jesus bliver slået ihjel i påsken og så slutter det med, at Jesus bliver født. Nej, vi starter med at tænke over, hvad det betyder for os - dig og mig - at Jesus kom til verden. 

Så fortsætter vi med tiden omkring De hellige tre kongers besøg i Bethlehem, og med fastelavn begynder en tid, hvor det er meningen, at vi skal tænke over, hvordan vores liv er blevet anderledes, fordi Jesus gik i døden for os langfredag og stod op og blev levende igen påskemorgen. 

Påsken er kirkens største og vigtigste højtid. Efter den kommer pinsen, hvor Guds hellige ånd kommer til os for at hjælpe os i vores hverdag med at forstå Jesus bedre og lære os at holde os tæt til Gud. Ved Helligånden kan Jesus være hos os altid, så vi aldrig er alene, men tværtimod har muligheden for at leve hver dag med Hans fred og styrke og glæde og kærlighed i os.

Resten af året er beregnet på netop at give Helligånden plads til at vise os, hvordan alt det her med Jesus hænger sammen, så vi kan vokse i troen på Gud og hver dag komme ham nærmere. Og også give os mulighed for at vise det til andre, så de også kan lære Jesus at kende. 

Så lad os her i november lægge dette år bag os med al dets glæder og sorger og se frem til et nyt år med muligheder, som vi ikke kender endnu. Måtte Gud give os fred og kærlighed i overflod i året der kommer.                                               Nete Ertner Rasmussen

 

 

 

 

Overenskomstansat præst Ingrid Sofie Rosengren

Taknemmelighed

Her i høsttiden, hvor der holdes høstgudstjenester landet over, er taknemmelighed et oplagt tema. Og der er ingen tvivl om, at hvis man kan være taknemmelig, så bliver livet også større. Det åbner sig ligesom en anden dimension end bare at overleve fra dag til dag. Men man kan jo ikke være taknemmelig på kommando. Det er der ingen, der kan. Man kan selvfølgelig lære at sige tak på kommando. Det har vi nok alle sammen lært i et eller andet omfang: Tak for mad. Tak for i dag. Tak for de varme sokker i den bløde pakke juleaften. Tak i lige måde. Tak for kaffe. Osv.

Tak kan man sige på mange måder. Det er stemme og mimik, der viser, om vi mener det, om vi virkelig er glade og taknemmelige. Om vi faktisk har sat pris på gaven eller samværet. For tak kan også betyde: Nu skal du holde op med at snakke! Eller: Nu er jeg den der er gået, for du er ikke til at holde ud. Farvel og tak! Og ”Tak for kaffe!” betyder jo i dag også en forarget afstandtagen til et fællesskab eller en holdning.

Før i tiden lagde man vægt på at opdrage børn til at være taknemmelige. I dag lægger vi mere vægt på, at opdrage børn til at mærke, hvad de faktisk føler. Og alligevel vil vi jo gerne have, at de også lærer at tage hensyn til andre – og hvordan andre har det. Det er en svær balance. Hvis det lykkes både at mærke sine egne ægte følelser og det andet menneskes – så er der mulighed for et virkeligt møde mellem to. Og det kan føre til ægte taknemmelighed. For at møde den anden og stadig være sig selv, det er et af de steder i vores liv, hvor vi kommer tæt på mysteriet, på tilværelsens inderste kerne. Sådan er et godt venskab. Et godt ægteskab. Og et godt forhold mellem lærer og elev. To, der kan mødes i deres forskellighed og bidrage med noget forskelligt til et fælles møde.

For de fleste af os, er taknemmelighed nok noget, der opstår i livets mellemrum. Når vi lige stopper op og trækker vejret. Hvis vi får øje på en særlig smuk himmel. Eller mærker den første frost, eller den første forårsduft i luften. Når vi sidder i ro og pludselig rigtig ser, hvor smukke og dejlige vores børn eller børnebørn er. I de små flygtige pauser i hverdagen, hvor det sker – ligesom umærkeligt – at vi bliver bevidste om, at der er så meget godt i vores liv, som bare kommer til os. Og dér kan den komme ind – taknemmeligheden. Så er den vores egen, ikke noget vi bliver påduttet af andre. Så er den en sag mellem os og Gud. Et ægte møde med mysteriet.

Ingrid Rosengren, sognepræst

cookie information