Everdrup Kirke

Kirken er klædt i lilla

Nete Ertner Rasmussen

Det var den i hvert tilfælde i gamle dage på denne tid af året for vi er midt i fastetiden. Og faste er ikke det samme som fastelavn. Fastelavn ligger lige FØR fasten, her spiser og drikker vi og laver fest og sjov, for med askeonsdag begynder fasten, og så bliver det alvor. Fasten er de sidste 40 dage før påske (vi regner ikke søndagene med) og det er meningen, at vi skal bruge denne tid til at leve enkelt og bede til Gud og tænke på, hvad det betyder for os personligt og for hele verden, at Jesus kom til verden i julen, at han blev korsfæstet for os Langfredag og blev levende igen Påskemorgen.

Lilla er bønnens farve i kirken. I mange kirker bruger præsten messehagel under gudstjenesten. Det er en slags kappe, som kommer uden på præstekjolen og som findes i flere farver alt efter, hvor vi er henne i kirkeåret: Hvid til højtiderne, rød som ild og blod til pinse og 2. juledag, hvor vi fejrer dem, der er slået ihjel, fordi de fulgte Jesus, sort på Langfredag, grøn til almindelige søndage og så altså lilla i fastetiden og de 4 adventssøndage. Der skal ikke bare være noget for ørene når vi går i kirke, der skal også være noget for øjnene.

Mange moderne mennesker i kirken bruger fasten, som den er beregnet til. De lever mere enkelt end sædvanligt, og ja, de faster. Og faste kan man gøre på forskellige måder. Nogle gør det, som kirken altid har gjort det: de spiser ikke kød, æg og mælkeprodukter i fasten, men masser af grønsager i stedet for. Det er til og med sundt.

Andre siger, at det gælder om at gøre sig fri af det, der binder os og dermed få mere tid til Gud. Så nogle mennesker faster ved at holde sig fra TV eller Facebook eller computerspil. Eller det kan være alkohol eller cigaretter eller kaffe eller slik, som binder os, og som vi har brug for at blive fri af. I dag er der mange måder at faste på. Men hovedformålet er stadig at komme nærmere Gud og den vej, han har til os. Og går vi med ham, så går han med os, og han vil altid være der for os. Altid. 

Meditation i Kirken

Ingrid Sofie Rosengren

Vi holder meditationsgudstjenester i kirken her hos os, sådan som man gør i mange sogne i Folkekirken rundt omkring i landet. Når man første gang hører om meditation, mindfulness eller måske ligefrem yoga i kirken, kan det give anledning til undren og spørgsmål. Er det den alternative religiøsitet fra østens kulturer, der er ved at overtage Folkekirken? Og hvad skal det gøre godt for? Vi har jo vores Fadervor og den gudstjeneste, vi kender i vores egen kristne tradition.

Ja. Vi har vores egen kristne tradition. Og faktisk findes der en kristen tradition for den måde at bede på, som meditation er. Den går tilbage til apostlen Paulus, som opfordrede de kristne til at ”bede uden ophør” og til de såkaldte ørkenfædre, som trak sig tilbage til ødemarken for at leve i bøn og rådgive de mennesker, der kom ud til dem for at søge sjælesorg.

Den tradition tager vi op igen i vores tid, hvor mange mennesker søger efter ro og et fast holdepunkt i en stresset hverdag. For meditation kan give ro og hvile til sind og krop. Samtidig er meditation en måde vi kan skabe rum i os selv på til at komme dybere ind i troens verden og måske komme Gud nærmere. Vores kristne tro kan vinde større betydning i vores indre liv og i vores måde at leve på.

Men hvad er meditation da? Ja, meditation er ikke blot at slappe af på sofaen og lade tankerne flyve. Man kan godt meditere liggende, og afspænding af kroppen er en god indgang til meditation. Men blot at lade tankerne flyve kan føre til grublen over ens mange bekymringer, kedsomhed og i virkeligheden til mere stress. For at der er tale om meditation, skal vi fokusere på noget. Det samler opmærksomheden og giver ro. Vi kan fokusere på åndedrættet eller hjertet. Vi kan fokusere på musik eller ord – helst ikke for mange, for så begynder en tankerække, og vi bliver adspredte. Meditation kan også være visualisering af fx en bibelhistorie. 

Så langt ligner meditation i kirken eller kristen meditation teknikker som fx mindfulness, hvor man også skal samle sindet og fokusere. Men der skal en ekstra dimension til, før vores meditation bliver kristen. Før de teknikker, vi evt. låner fra andre traditioner som fx mindfulness, kan bruges i kirken. Det, vi vælger at fokusere på i meditationen, skal vise os hen til den Gud, vi tror på. Den Gud, der selv kommer til os i mennesket Jesus, i ordene om ham. Det er et møde med ham, vi forbereder os på i meditation i kirken. 

Kan man da møde Gud i meditationen? Ja, men der er ingen teknik eller fokusering, der kan frembringe et møde med Gud. Det er kun en forberedelse, en åbning, en lydhørhed. Gud kommer til os, når han selv vil. Derfor er meditationen også et udtryk for håb og tro. Vi overgiver os i virkeligheden til en andens nåde, til Gud, som måske – måske ikke giver sig til kende for os i stilheden. På en måde kan alt ske, og selvom meditation ser passivt ud, er det en rejse ind i et ukendt land. Her er det godt at gå sammen med nogen, fx ved en meditationsgudstjeneste. Og det er godt at vide, at den Gud vi venter på, er den samme som ham, der har givet sig selv til os som det lille barn i krybben. Ham som allerede, dengang vi blev døbt, har lovet at være med os alle dage indtil verdens ende.

Når vi holder os det for øje, så er meditation kristen bøn. 

Sognepræst Ingrid Rosengren

cookie information